Ugens Dybkjær

I 1989 fik Danmark indført registreret partnerskab. Ikke ægteskab for homoseksuelle men dog et juridisk skridt på vejen, så homoseksuelle kunne forpligte sig over for hinanden. Da var vi fremme i skoene mht. ligestilling på dette område. Det er vi ikke længere. Ikke fordi det er et mål i sig selv at være et foregangsland, men fordi det er helt urimeligt at diskriminere homoseksuelle, når det drejer sig om ægteskab. Og det gør vi i dag.

Radikale Venstre har genfremsat sit forslag om ægteskab for alle. Vi gør det i håb om, at der skulle være enkelte i regeringspartierne, der kan stemme for loven. Vi vil i hvert fald bringe lovforslaget til afstemning denne gang. Også så borgerne kan vide, at skulle flertallet skifte, så er det et af de forslag, der hurtigt bliver gennemført.

Ægteskabsloven er kun for en mand og en kvinde, siger regeringens støtteparti. Man må lade den nuværende justitsminister, at det er ikke hans hovedargumentation imod. Det overlader han til kirkeministeren og frem for alt regeringens støtteparti. Klarest er det sagt af Søren Krarup under debatten om emnet i Folketinget 9. april 2008: »forholdet jo simpelthen er det, at spørgsmålet om, hvad der er ægteskab eller ikke ægteskab afgøres derved, at man siger: Ægteskab er mellem mand og kvinde, dvs. det er et ægteskabsstiftende forhold. Man kan lege alt muligt… Men altså det korte af det lange er, at et ægteskab er mellem en mand og en kvinde.«

Eller i debatten også i Folketinget 26. januar 2010: »Jeg komplimenterer justitsministeren for hans lødige forsvar for, at folkekirken er en kristen kirke, som den, der i 40 år har viet ægtefolk i kirken. Jeg kan sige, at kun selvfølgelig forhold mellem mand og kvinde er et ægteskab. Det er ikke helt uden forbindelse med Bibelen, hvor det udtrykkeligt siges, at som mand og kvinde skabte han dem og satte dem sammen, for at de skulle udgøre et ægtepar, der dermed kunne formere sig og skabe en familie.«

Hvor står det i Bibelen?? Og for den sags skyld i loven om ægteskab? Indirekte gør det selvfølgelig, fordi man dengang loven blev vedtaget ikke kunne forestille sig andet. Men samfundet i dag er et andet. Fordi det var sådan i gamle dage, da man fordømte homoseksualitet, behøver det jo ikke at være tilfældet i dag. Selv præsterne fra DF - i hvert fald den ene af dem - mener der godt kan være ægte kærlighed mellem to mennesker af samme køn. Hvorfor skal der så ikke være ligestilling over for Gud? Altså hvorfor kan der ikke blive en egentlig kirkelig vielse på lige fod med heteroseksuelle? Ægteskabsloven er jo en ganske almindelig lov på linie med alle andre love. Og derfor kan den selvfølgelig laves om. Den er jo ikke skrevet i himlen. Selvom nogen lader som om. Regeringens hovedargument er, at loven om registreret partnerskab stort set er som ægteskabsloven, når bortses fra kirkelig vielse. »Stort set« dækker nu over nogle vigtige undtagelser, men de er inden for følgelovgivningen bortset fra nogle forhold vedrørende lovgivningen i andre lande hvor homoseksuelle forhold ikke anerkendes. Men hovedargumentet imod er spørgsmålet om kirkelig vielse.

Justitsministeren siger her i ovenstående debat fra januar: »Vores holdning har ikke ændret sig, da der hverken fra en samlet folkekirke eller andre trossamfund er udtrykt ønske om at få mulighed for at medvirke ved indgåelse af registreret partnerskab. Det er regeringens opfattelse, at et sådant ønske skal komme frivilligt og indefra«. Og senere »det gælder altså, uanset en sådan ordning er tvungen eller frivillig for præsterne. Der ønsker regeringen ikke at presse en sådan ordning ned over kirkens indre anliggender.« Og for at være helt sikker på ikke at skulle foretage sig noget: »Det, jeg kan forholde mig til, er, at folkekirken ikke samlet har udtrykt ønske om at få en sådan mulighed. Så kan man jo altid botanisere i, hvor mange der skal være ud af en samlet folkekirke, men det er i hvert fald ikke sådan, at regeringen har fået et ønske fra en samlet folkekirke om, at der skal være en mulighed for det.«

Men det vil jo aldrig kunne ske. Der er ingen, der kan tegne folkekirken. Hverken i går, i dag eller i morgen. Sådan er det. Og godt nok. Men med det udsagn er regeringen sikker på at der ikke vil ske nogen ændringer. Og det passer den sikkert godt. Så er den ikke her i konflikt med sit støtteparti. Jeg er derfor gået tilbage i de gamle lovforslag og debatter for at finde frem til, hvordan man fik indført kvindelige præster. For det var helt sikkert ikke en enig folkekirke, der henvendte sig. Troede i hvert fald jeg. Og ganske rigtigt.

Historien er som følger: I 1919 forsøgte den daværende Radikale regering (ja - en sådan har faktisk eksisteret!) at gennemføre lov om at kvinder skulle kunne besidde alle tjenestemandsstillinger - altså også være præster. Den eneste undtagelse var i militæret. Det var der et flertal for i Folketinget - men ikke i Landstinget. Så forslaget sendtes frem og tilbage mellem de to ting i flere år. Det kontroversielle spørgsmål var det om kvindelige præster. Ved valget 1920 skiftede flertallet i Folketinget, og der var nu heller ikke her flertal for kvindelige præster. Resten af loven blev gennemført. Det ideelle skulle ikke stå i vejen for det gode.

Det er i øvrigt både sjov og lærerig læsning af debatten fra 1921. Fx svarer Elna Munch - da der fremhæves, at ikke alle stillinger kan besættes af mænd - at det har hun skam ikke noget imod at de kan blive, men at hun stiller sig »noget tvivlende overfor, om de virkelig skulde søge dem, da det er forholdsvis lavtlønnede Stillinger (fx jordemødre og sygeplejersker). Men hvis Mænd virkelig søger disse Stillinger, vil det sikkert bevirke at Lønniveauet hæves, og det vil jeg kun hilse med Glæde.«

Og der stod sagen om de kvindelige præster helt frem til 1946, hvor der sker en ændring. Kirkeministeren sagde dengang »Når jeg foreslår denne Adgang lovfæstet nu (altså til at kunne få kvindelige præster ansat i folkekirken) er det, fordi der er kommet en Situation, der gør det nødvendigt at tage dette Spørgsmaal op, idet der fra en bestemt Menighed inden for Folkekirken er rejst Ønske om at faa beskikket en kvindelig Præst.«

Forslaget gennemførtes selvfølgelig ikke uden diskussion, og der skulle være et flertal inden for hvert menighedsråd i det pågældende pastorat. Man kan roligt sige, at ligestillingen aldrig er kommet af sig selv eller uden sværdslag!

Tilbage til nutiden. Lad det samme ske igen. Jeg håber derfor, at et eller flere menighedsråd vil henvende sig til kirkeministeren eller Folketinget med ønske om at få lov til at foretage kirkelige vielser af homoseksuelle. Så det bliver nødvendigt nu lige som den gang at tage spørgsmålet op. Kan vi ikke få hele forslaget igennem, så lad os i det mindste få den del. Det er rent ud skammeligt, at vi i et samfund som det danske - hvor højrefløjen ustandselig påstår, at vi har ligestilling - ikke har ligestilling på dette område - forhindret af den samme borgerlige højrefløj med argumenter, der ikke holder. Og oven i købet skyder kirken foran sig med argumentet om en samlet kirke.

Sandheden er, at Folketinget bestemmer over kirken med sin eksisterende lovgivning, som jo forbyder kirkelige vielser af homoseksuelle. Lad dog folkekirken selv bestemme.