Ugens Dybkjær

Otte år og 355 dage. Så længe har vi ventet. Nu er den her så. Lissabontraktaten. Hvorfor tog det så lang tid? Hvad kommer den til at betyde? Og hvorfor er jeg så glad i dag?

For én som mig, der er født i starten af Anden Verdenskrig, da Danmark blev besat af Tyskland, og derfor også har de grimme sider af den europæiske historie med i bagagen, er der virkelig grund til at være glad for et forpligtende europæisk samarbejde.

Et samarbejde, som både har sikret, at tidligere fjender som Tyskland og Frankrig ikke længere bekæmper hinanden med våben, men kun med ord. Et samarbejde, der har skabt tryghed overfor en stor nabo som Rusland og været forudsætningen for den fredelige overgang fra diktatur til demokrati i 13 lande. Fravær af krig er helt afgørende for at skabe velstand og økonomisk fremgang.

Som min gode partifælle Niels Helveg Petersen sagde, da han umiddelbart inden afstemningen om Danmarks tiltrædelse til EF i 1972 talte til det radikale landsmøde, så er pointen med samarbejdet: ”at løse nogle fælles problemer, som det enkelte land ikke selv kan løse. … Vi har aldrig troet, at de store problemer kunne løses alene af suveræne, nationale stater. Nationalstaten er for egoistisk og for lille til at klare problemerne om vor sikkerhed, om tryghed og stabilitet i det økonomiske og politiske liv og nu også om forureningsbekæmpelse og anvendelsen af naturens rigdomme.”

Det er lige så sandt i dag, som det var for 37 år siden. Det er netop de grænseoverskridende problemer, det europæiske samarbejde er her for at løse, og som EU med Lissabon-traktaten nu bliver bedre i stand til at tage sig af.

Det er sjette gang, at EU’s traktatgrundlag ændres. Når traktaterne er ændret så mange gange, skyldes det, at EU er en dynamisk størrelse, der hele tiden forandres og tilpasser sig den globale udvikling. Det havde Niels Helveg Petersen også blik for i sin landsmødetale i 1972:

 ”EF er ikke en færdig ramme, der presses ned over medlemsstaterne ... EF er begyndelsen til et modspil til jungleloven i det internationale samfund. Det er kun en begyndelse. EF må udvikle sig videre, og vi bør være med til at præge dens videre udvikling i en fremskridtsvenlig retning.”

 Og man må sige, at EU har ændret og udviklet sig i de år, Danmark har været med: fra 9 til 27 medlemmer. Fra 6 til 23 sprog. Fra 1 til 3 alfabeter. Fra fælles marked til union med politik på alle hylder. Men det er også klart, at EU fortsat må udvikle sig. For verden omkring os står ikke stille.

Behovet for at tilpasse EU til en ny virkelighed blev klart i 90’erne efter murens fald. Med en ny Europaorden og udsigten til et langt større EU, var der behov for reformer af de europæiske institutioner. Det var meningen, at man på et topmøde i Nice skulle vedtage en ændringstraktat, der løste de problemer.

Men da stats- og regeringscheferne d. 10. december 2000 afsluttede deres topmøde, var vi mange, der var skuffede. For den nye ændringstraktat hverken løste eller forholdt sig til de udfordringer, EU stod overfor. Bl.a. udvidelsen mod Øst- og Centraleuropa. Nice-traktaten var et lille, fedtet kompromis. Siden den dag har vi ventet på en ny traktat. Der gik da heller ikke længe, før stats- og regeringscheferne måtte indse deres fiasko. Allerede året efter indkaldte de et konvent, der skulle forfatte en helt ny traktat, som rustede EU til fremtiden.

I modsætning til alle tidligere traktatforhandlinger, valgte man at lade diskussionen og beslutningerne om den fremtidige traktat foregå i åbenhed i en bredt sammensat forsamling sammensat af folkevalgte repræsentanter fra Europaparlamentet, regeringer og fra alle de nationale parlamenter, også fra de lande, som først skulle blive medlemmer senere. Det såkaldte konvent.

Jeg var så heldig at blive stedfortræder for repræsentanten fra den liberale gruppe i Europa-Parlamentet, som jeg havde arbejdet systematisk på, da de første diskussioner i gruppen begyndte lige efter Nice-topmødet. Under ledelse af den tidligere franske præsident Giscard d’Estaing diskuterede og forhandlede vi mange folkevalgte i 16 måneder. Resultatet var en letlæselig traktat, der gav svar på en lang række udfordringer: beslutningsdygtighed og effektivitet i et udvidet EU, global gennemslagskraft, åbenhed og borgerinddragelse.

Desværre blev slutproduktet kaldt Forfatningstraktaten. Mindre kunne ikke gøre det for den tidligere franske præsident. Og det navn blev dens skæbne. Frankrig og Holland stemte nej, og en tænkepause ramte Europa. Angela Merkel var kvinden, der bragte EU videre. Tilbage til regeringskonferencer, hvor regeringer og embedsmænd i lukkede rum uden folkelig debat forhandler sig frem til et resultat. Tilbage til ændringer af eksisterende traktater, der er komplet uforståelige for os, der ikke er jurister med EU-ret som speciale. Til gengæld blev det meste af indholdet reddet. Det er derfor, vi i dag kan være så glade.

Der er mange ting i den nye traktat der er vigtige for EU´s videre udvikling. Jeg vil gerne fremhæve tre ting: Værdigrundlaget, udenrigspolitikken og demokratiske forbedringer.

Lissabon-traktatens værdigrundlag, der er helt unikt for et internationalt forpligtende samarbejde, overlevede til alt held Forfatningstraktatens død. Hvis alt samarbejde i verden foregik på et sådant grundlag, så kloden anderledes ud.

Som medlem af konventet kæmpede jeg for at få ligestilling ind i værdigrundlaget. Det var en sej kamp. Og den enlige, engelske kvinde i konventets præsidie skulle kæmpe Englands sag (som var så lidt Europa som muligt). Ligestilling var derfor bestemt ikke hendes bord. Hun havde rigeligt med konflikter i forvejen. Jeg ønskede det selvfølgelig at få ligestilling ind, både af principielle grunde: vi har stadig ikke ligestilling i Europa. men også fordi jeg mente, at det var et nødvendigt signal til de kvinder, der er og var skeptiske over for unionen.

Ligestilling kom ind fem minutter i tolv, og bestemt ikke med Giscard d’Estaings gode vilje. Men da jeg blev mødt med argumentet om, at ligestilling var for diffust et begreb, spurgte jeg om præsidenten syntes ordene ”respekt for den menneskelige værdighed” var mere præcist. Da vidste jeg, jeg havde vundet og var jeg i tvivl kunne jeg se det på det anerkendende blik fra den italienske næstformand. Efterspillet er så, at Giscard d´Estaing spørger Henning Christoffersen, der sad med i præsidiet som regeringens repræsentant: ”Skal jeg virkelig høre efter den kvinde??” I må selv gætte svaret.

At vi så undervejs til Lissabontraktaten var ved at tabe sagen igen, viser kun, at der stadig er en kamp at kæmpe. Men her fik jeg hjælp af regeringen, eller måske mest de forhandlende embedsmænd. 

Værdigrundlaget forpligter. Hvis medlemsstaterne groft og vedvarende overtræder EU’s værdigrundlag, mister de deres rettigheder, fx retten til at stemme i Ministerrådet. Værdigrundlaget spiller også en rolle i forhold til optag af nye medlemsstater, der skal leve op til unionens værdier for at kunne blive medlem.

Den anden glædelige nyhed er, at EU’s globale rolle styrkes med en udenrigsrepræsentant, der ikke bare skal være erklæringernes og de gode meningers dronning, men også sætte økonomisk vægt bag den politik, landene enes om. Det kan hun, fordi hun samtidig bliver kommissær for EU’s eksterne politikker med penge i. Handelspolitikken for eksempel. EU er samlet verdens største økonomi. Det er på tide, at EU også får udenrigspolitisk vægt på den internationale scene, så EU kan bidrage til en fredeligere og mere retfærdig verdensorden. Så EU med sine værdier og sine retsstatsprincipper kan være det modspil til den internationale junglelov, som Niels Helveg talte om i 1973.

Modstanderne af EF-samarbejdet – som det hed dengang – mente, at det var helt forfærdeligt hvis EF ville udvikle en udenrigsdimension. Radikale Venstre så helt anderledes på tingene. Som Niels Helveg sagde i sin landsmødetale:

”Modsætninger mellem de 10 lande er på det udenrigspolitiske område betydelige. … Nationale modsætninger forsvinder ikke, fordi EF udvides – med de lægges ind i en forhandlingsramme. Det indebærer, at hvor der er enighed, vil de europæiske synspunkter få større mulighed for at præge udviklingen. Vi bør håbe – snarere end frygte – at enighed kan nås på mange områder. Modstykket er, at andre – dvs. især USA og Sovjet – bestemmer over europæiske anliggender.”

Den nye udenrigsrepræsentant har fået knubbede ord med på vejen. Hun er ikke kendt af medierne, hun har ikke været folkevalgt osv. Og hvad så? Det arbejde hun hidtil har lavet, har faktisk været godt. Hun har her vist betydelig forhandlingsvilje og ikke vist tegn på manglende styrke. Måske er det netop en lidt ydmyg tilgang til opgaven, EU har brug for lige nu.

Også Det Europæiske Råd har fået en formand. Formanden skal sikre, at der bliver fulgt op på beslutningerne og at der er en vis kontinuitet i arbejdet. At være fast formand for 27 statsministre er ikke jordens letteste job. Men man bliver nu engang ikke statsminister i et land for så at rejse til Bruxelles og være føjelig og bøjelig. Men Herman van Rompuy blev statsminister i Belgien efter, at landet havde været politisk handlingslammet, uden regering i 8 måneder, og tæt på at gå midt over i en fransk og flamsk halvdel. Det er faktisk lykkedes ham at holde sammen på Belgien. Og det er noget af en opgave, skulle jeg hilse og sige. Så han kan sagtens vise sig at være helt genial til jobbet. 

USA´s præsident og udenrigsminister har nu fået de telefonnumre, Kissinger efterlyste i 70’erne, når han ville ringe til Europa. Uden at EU er blevet en stat som USA.

For det tredje er der sket en styrkelse af demokratiet. Folketinget og de øvrige nationale parlamenter styrkes – bl.a. gennem kontrol med nærhedsprincippet. Respekterer Kommissionen ikke nærhedsprincippet, kan vi, med spilleregler lånt fra fodboldens verden, give gule og røde kort til Kommissionen.

Europa-Parlamentets indflydelse styrkes markant. Parlamentet bliver medlovgiver på ca. 50 nye områder, herunder budget og landbrugspolitik. Det betyder, at Ministerrådet ikke kan lovgive, før de når til enighed med Parlamentet. I dag er derfor en festdag for demokratiet. Lissabontraktaten betyder ganske enkelt mere magt til de folkevalgte.

Borgerinitiativet er også en demokratisk forbedring. Det betyder, at 1 mio. europæiske borgere kan opfordre Kommissionen til at tage et initiativ. Måske lyder det af mange. Men der er faktisk 490 mio. borgere i EU, og med elektroniske underskrifter og kampagner på nettet er det slet ikke urealistisk. Faktisk er det - allerede inden Lissabontraktaten er trådt i kraft – lykkedes, at samle 1 mio. borgere til et sådant initiativ – nemlig at opfordre EU til at flytte Parlamentets samlinger fra Strassbourg til Bruxelles. Om det lykkes at få dette fremragende initiativ igennem, må tiden vise.

Endelig er jeg er glad for, at de demokratiske rettigheder, vi som borgere har i EU, nu bliver juridisk bindende med Lissabontraktatens henvisning til Charteret for grundlæggende rettigheder. Det betyder, at hvis en borgers rettigheder er blevet krænket af EU’s institutioner eller nationale myndigheder i forbindelse med gennemførelse af EU-lovgivning, ja, så kan Domstolen dømme myndighederne til fordel for borgeren.

Men hvad kommer alt dette så konkret til at betyde for os? Jeg tror, at EU med nye beslutningsprocedurer, stemmeregler og flertalsafgørelser bliver mere effektivt. Borgerne vil ikke mærke noget i morgen. Men med tiden vil man se flere konkrete løsninger på de problemer, borgerne oplever. 

Borgerne får bedre mulighed for at blive hørt. Via deres repræsentanter i Europa-Parlamentet og Folketinget og via det nye borgerinitiativ. Jeg håber, at vi vil se flere vælgere spørge deres folketingskandidater, hvilken Europapolitik, de står for. Og flere vælgere, der møder op og stemmer til det stadigt mere magtfulde Parlament. Af samme grund tror jeg, vi vil se endnu flere lobbyister, der lugter indflydelse, på gangene i Parlamentsbygningen. Om medierne også får snerten af magt og begynder at interesserer sig for Parlamentets arbejde? Ja, det håber jeg så sandelig.

Vi vil se flere borgere, der - når de føler deres rettigheder er blevet krænkede af myndighederne - rejser sag og måske vinder ved Domstolen. Vi vil se flere borgere, der på tværs af grænser samler sig i underskriftsindsamlinger for at råbe politikerne op angående et problem, de ser som presserende.

Det er alt sammen fremskridt, som vi kan være glade for. Rigtig jublende lykkelig bliver jeg dog først den dag, Danmark deltager fuldt og helt i samarbejdet - uden forbehold og sure miner.