Ugens Dybkjær

Af Lone Dybkjær, MF, EU- og retsordfører ,og Sofie Carsten Nielsen, folketingskandidat (RV).

Bragt som kronik i Berlingske Tidende d. 15/10 2009.

EU er i gang med et 5-årigt arbejdsprogram for rets- og udlændingepolitikken i EU (Stockholm-programmet). På dette område fører regeringen Europapolitik sammen med modstanderpartiet DF. Vi vil noget andet.

Hvad har en flygtet iransk kvinde tilfælles med et europæisk pædofilinetværk? Ingenting – udover at begge hører under samme EU-kommissær. Det holder ikke. Det er en uskik at sammenblande retspolitik og migration. Tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft til Europa har intet med bekæmpelse af kvindehandel at gøre. Efter pres fra Radikale Venstres europæiske partigruppe i Europa-Parlamentet, ALDE, har kommissionsformand Barosso lovet, at han vil udpege en kommissær for fundamentale rettigheder ved sammensætning af den nye kommission. Det er en god idé. Endnu er det uklart, hvordan opgavefordelingen bliver. Vores råd er, at der kommer en justitskommissær og en kommissær for migration, som begge har særligt fokus på fundamentale rettigheder.

Justitskommissæren skal koncentrere sig om to ting: Civilret og kriminalitetsbekæmpelse. Et eksempel på civilret først. Over 8 mio. europæere bor i et andet EU-land end deres eget. Det er mere end halvanden gang Danmarks befolkning. Som alle andre gifter de sig, får børn og bliver skilt igen. Der er årligt ca. 100.000 internationale skilsmisser i EU. Men hvilket lands skilsmisseregler gælder? Manden eller kvindens hjemland? Der, hvor de blev gift, eller der, hvor de bor? Og hvilket lands regler gælder for tildeling af forældremyndighed? Det må der styr på. Kommissionen har fremsat et forslag, som imidlertid er blevet blokeret i Ministerrådet.  . Vi kan ikke lade borgerne og børnene i stikken, blot fordi landene ikke kan blive enige. Derfor må kommissæren jo komme op med noget bedre, der kan samle landene.

Andet punkt på justitskommissærens opgaveliste hedder bekæmpelse af kriminalitet, terror og menneskehandel. Og her skal kommissæren virkelig holde tungen lige i munden. Det handler om at finde den rette balance mellem sikkerhed og frihed. Vi må aldrig gå på kompromis med retsstatens grundlæggende frihedsrettigheder. Når organisationer skrives på EU’s terrorliste – uden begrundelse og uden at blive informeret, så er det et eksempel på, at man er gået for vidt. Det samme gælder, når Kommissionen indgår aftale med USA om overførsel af luftfartselskabernes passageroplysninger (PNR-data) til amerikanske myndigheder – uden sikkerhed for, hvordan de amerikanske myndigheder behandler disse persondata. Heldigvis har EF-Domstolen i begge tilfælde sat hælene i.

I 2002 vedtog EU-landene en europæisk arrestordre, der betyder, at en eftersøgt person kan tilbageholdes i den medlemsstat, hvor han opholder sig og udleveres til retsforfølgelse i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået. Med andre ord kan mistænkte ikke længere søge tilflugt i nabolandet, mens domstolene begraver sig i langvarige udleveringsprocedurer. Problemet er, at der mangler fælles minimumsregler for mistænktes rettigheder. I dag er der en vag henvisning til menneskerettighederne. Det er ikke nok Derfor mener vi arbejdsprogrammet skal indeholde ret til bistand fra en advokat, ret til gratis tolk, ret til at kontakte sit hjemlands konsulat samt oplysning om disse rettigheder.,

Når det handler om bekæmpelse af terror, skal justitskommissæren ikke udelukkende fokusere på truslen fra ekstremistiske islamister. Af de 515 planlagte og udførte terrorangreb, Europol fik kendskab til i 2008, stod europæiske separatistbevægelser bag de 77 pct., mens kun 23 pct. havde ekstreme islamister som bagmænd. Hvorfor bekymre sig om fransk-spanske separatister i EU? Fordi også danskere holder ferie på Mallorca, hvor separatisterne sprænger bomber.

Det er Europol og de nationale politimyndigheder, der konkret står for at samarbejde omkring kriminalitetsbekæmpelse. Samarbejde på tværs af kulturer, national lovgivning og traditioner er ikke født til succes. Det skal hjælpes på vej, fx ved at en stor andel politibetjente uddannes i europæiske forhold.

Kommissæren for migration får ikke mindre travlt end sin justitskollega. Store spørgsmål trænger sig på: Hvordan tiltrækker vi de dygtige mennesker, der er brug for på de europæiske arbejdsmarkeder? Hvordan kan vi undgå de tragiske bådflygtningeskæbner i Middelhavet? Hvordan sikrer vi et asylsystem, der behandler de flygtede med respekt og retfærdighed?

Det handler om at styre indvandringen til EU. Beskyttelse til de flygtninge, der har krav på det. Færre illegale indvandrere. Flere legale. Der bliver nemlig flere gamle europæere og færre hjemmehjælpere, og vi har kun set begyndelsen. Om 40 år vil der mangle 39 mio. i den arbejdsdygtige alder, svarende til hele den italienske arbejdsstyrke! Vi skal tiltrække kvalificeret arbejdskraft ved at sikre rettigheder og gode forhold til dem, der kommer for at bidrage til vores europæiske samfund.

Kommissæren for migration skal tage initiativer til at forhindre udvandrere i at lægge deres skæbne i menneskesmugleres hænder og begive sig ud på dødsruter fra Afrika tværs over Sahara og Middelhavet i håb om det gode liv i Europa. Udviklingsbistand er den holdbare løsning, derfor skal alle EU-lande op på de 0,7 pct. Det skal være slut med at se stort på, at sydeuropæiske arbejdsgivere anvender illegal arbejdskraft. Der skal samtidig skabes lovlige veje ind i EU gennem kvoter med arbejdstilladelse. Vi skal også se på konsekvenserne af den skærpede patruljering. Er det rigtigt, at øget kontrol i Middelhavet tvinger menneskesmuglere og migranter ud på endnu farligere ruter med endnu højere dødstal?

Og så skal kommissæren sikre en solidarisk tilgang til migrationen frem for en geografisk. Malta og Grækenland kan ikke magte den opgave, det er at ligge på grænsen mellem det rige Europa og det fattige Afrika. Asylansøgerne bor i centre, hvor over 100 personer deler et toilet. Eller de lever slet og ret på gaden. Derfor skal vi sikre en byrdefordeling, så de lande der modtager færrest, hjælper dem der modtager flest. Økonomisk via EU’s flygtningefond. Administrativt og juridisk via EU’s nye asylstøttekontor. Og eventuelt også helt konkret ved at omfordele nogle af de mange asylansøgere mellem EU-landene.

Disse tanker deler vi med Kommissionen. Ikke med den danske regering. Den vil ikke være med til at tage et ansvar for problemerne. Den vil bevare vores usolidariske forbehold. Og som noget nyt har regeringen nu også deponeret sine holdninger og handlinger hos DF i Europapolitikken! Det så vi da Folketingets Europaudvalg for nylig afgav høringssvar om Stockholm-programmet. Der kom to høringssvar: ét fra S, SF og os radikale, der hilser kommissionens forslag velkomment og giver konstruktiv kritik på de forskellige initiativer. Et fra VKO, der kort og kontant afviser, at der er behov for andet end en effektiv udsendelsespolitik og indsats mod misbrug af den fri bevægelighed. Måske regeringen synes, det kan være lige meget, nu hvor Danmark - med Lissabontraktatens forhåbentlige ikrafttræden - ryger ud af samarbejdet på hele dette område, fx Europol, hvilket alt andet lige vil gøre livet lettere for de internationale kriminelle, der har deres virke i Danmark. Ambitioner fra regeringen er i hvert fald totalt fraværende.

Kommissionen derimod fokuserer i sit udspil på borgernes rettigheder. Borgernes ret til fri bevægelighed. Borgernes ret til privatliv gennem persondatabeskyttelse. Det vil vi gerne kvittere for. Tilbage er så at håbe, at Danmark en dag bliver en aktiv del af det samarbejde, de andre lande beslutter sig for. Det vil vi blive ved at arbejde for.