Ugens Dybkjær
Grundlovsdag er demokratiets festdag. I år er dagen endda fulgt op af en hel demokratiweekend, hvor vi kan bruge vores demokratiske ret i hele to afstemninger. Den ene om ligestilling i tronfølgen. Det bliver først aktuelt om mange år og virker derfor lidt som regeringens pyntegræs i forhold til den anden og langt vigtigere afstemning. Nemlig valget om, hvem der skal repræsentere os i Europa-Parlamentet.
Vi skal vælge, hvem der skal vedtage nye love om klima, beskyttelse af vores miljø, barselsordninger, forbud mod hormonforstyrrende stoffer i vores kosmetik, samarbejde om organtransplantationer, patientrettigheder, ligestilling, samhandel med u-landene, bekæmpelse af kvindehandel og meget meget mere.
Jeg vil fejre denne demokratiweekend med en stemme på Sofie Carsten Nielsen. Hun er dynamisk, skarp, sjov og engageret i politik. Hun vil være en fremragende parlamentariker! Sofie har arbejdet for mig, da jeg var i Europaparlamentet, så hun har gået i en hård skole :-). Hun kender parlamentet og kan agere på lige fod med dem der genvælges. Der er ikke meget sniksnak med hende, men reel vilje til at skabe løsninger.
Hun har sine stærke danske rødder, men hun er også begejstret for Europa, fordi hun tror på at vi i fællesskab kan finde bedre løsninger end ved at stå alene. Det er ikke hegnspæle om Danmark, der er brug for. Det er et forpligtende og solidarisk Europa, der skal fremmes. Også fordi vi skal påvirke den øvrige del af verdenen.
Europa-parlamentet er en hjørnesten i det europæiske samarbejde - men det er mere end det. Det er også en rollemodel for en verden, hvor lande endnu bekriger hinanden. Til skade for alle. EU viser at politisk vilje, visioner og hårdt arbejde kan skabe et bedre liv for borgerne.


