Ugens Dybkjær

Det er jo ganske interessant i disse tider med en verdensomspændende krise, at man nu begynder at tale om kvinderne og bundlinjen. Krisen har pludselig fremkaldt interesse for spørgsmålet, om hvorvidt det ville være gået anderledes, hvis der have været flere kvinder i toppen af erhvervslivet – og om man derfor i fremtiden skulle satse lidt mere på sidstnævnte. Altså om bundlinjen bliver bedre, hvis der er kvinder. Det er der faktisk en række undersøgelser, der tyder på, bl.a. en undersøgelse ledet af konsulentvirksomheden McKinsey, der konkluderer, at der ikke vil ske et markant løft i antallet af kvinder i topledelser med mere, før der tages særlige initiativer. En af barriererne er hele ledelseskulturen herunder bl.a. kravet om total tilgængelighed på alle tider af døgnet, men også forskellige tilgange i uddannelser etc.

I sidste uge havde jeg den store ære af at blive udnævnt til adjungeret professor ved Aalborg Universitet, hvor jeg holdt en gæsteforelæsning med titlen ”Female leadership – a scarcity.” Jeg skal nok undlade at gennemgå hele talen, men blot påpege, at kvindelige ledere alle steder i samfundet ikke kommer af sig selv hverken i Danmark, EU eller i udviklingslandene. Derfor har jeg også været med til at tage initiativ til Asian University for Women i Bangladesh. Det startede med den såkaldte Task Force on Higher Education and Society nedsat af Verdensbanken og Unesco. Task Forcen bestod af eksperter fra 13 forskellige lande – herunder mig selv, som skulle udarbejde en rapport om fremtidens højere uddannelse i udviklingslandene. Et kontroversielt tema dengang og nu - fordi den generelle udviklingsfilosofi er, at der skal satses på den primære uddannelse og ikke på den videregående. Ud af task-force-arbejdet, mit eget engagement i ICT og udviklingslandene opstod så den vilde ide at der skulle etableres et universitet for kvinder. Kvinder som ellers ikke alene pga. af deres religion ville kunne komme på et universitet, fordi der også er mænd. For at give de allerfattigste kvinder i udviklingslandene en chance, for at give verden en chance for at få udnyttet den store kvindelige talentmasse, og for at få uddannet kvindelige ledere – der efter deres uddannelse kunne tage tilbage til deres region og være med til opbygningen af regionen og som i kraft af deres universitetsophold med ligesindede også havde skabt sig et netværk udover regionen, som de ville kunne trække på senere.  Det var og er den grundlæggende tanke bag Asian University for Women. Placeret i Bangladesh – selvfølgelig fordi ildsjælen i det daglige arbejde er der fra, men også fordi Bangladesh er et sekulariseret land. Jeg sagde projektet er vildt – men det er mere end det. Det er smukt, fantastisk, en drøm, en vision, et håb om en bedre verden.

Jeg er derfor så specielt glad for, at netop Aalborg har været i stand til at medvirke til projektet. Og det skyldes den særlige kapacitet afdelingen for kommunikation besidder på dette område i relation til e-learning m.v. Jeg tror det kan være med til at bygge noget helt unikt op – et ’Center of Excellence’. Og det er da værd at bruge en del af sit liv på!