Ugens Dybkjær
Hvis nogen har tvivlet på, om regeringen ønsker blokpolitik, så kan ingen længere være i tvivl. Regeringen vil nu gennemføre den største skattereform i dette århundrede og gøre det helt ensidigt med Dansk Folkeparti. VKO-blokken er intakt, og det er den arv, Lars Løkke Rasmussen som eventuel statsminister skal overtage.
Der er ingen tvivl. Regeringen bad alle partierne om at lade være med at stille ultimative krav efter Koch-rapporten blev offentliggjort. Og hvad gør den selv? Stiller tre ultimative krav, der som en anden pistol rettes mod dem, der sætter sig på den anden side af forhandlings- eller skal vi nærmere sige – mødebordet, for de ønskede ingen forhandling.
Regeringens tre ultimative krav er:
1. Skattestoppet genindføres umiddelbart efter gennemførelsen af skatteforslagene
2. Accept af underfinansiering af reformen i en femårsperiode
3. Færdiggørelse i løbet af to-tre dage
Hertil er der kun at sige:
For det første har Det Radikale Venstre ingen ønsker om at hæve skatterne, men vi vil så sandelig have, at skatten skal være mere socialt retfærdig end tilfældet er i dag. Gennem syv år har den nuværende regering forgyldt boligejerne med det resultat, at boligpriserne er gået helt agurk, mens førstegangskøberne er blevet mere og mere klemt i de seneste år.
For det andet er der tale om rent køb af vælgerne ved næste valg ved at underfinansiere i fem år. Det kører enten dansk økonomi eller fremtidens velfærdssamfund i sænk. Det Radikale Venstres forslag tager omvendt hånd om økonomien og peger samtidig på behovet for en grøn skattereform, som i regeringens udspil nærmest er visnet helt væk. Man kunne få den tanke, at Fogh kun er ”grøn” ved særlige lejligheder?
Regeringens ultimative krav er et bare endnu et eksempel på, at man ikke ønsker at forhandle med andre end Liste O og måske et par Liberal Alliance-folk.
Vi radikale, unge som gamle, ønsker hverken nu eller i fremtiden en så fastlåst blokpolitik, som den regeringen reelt fører. Hverken til den ene eller den anden side af midten. Vi ønsker mere end nogensinde en ny regering. Vi peger på Helle Thorning-Schmidt ved næste valg. Det har vi sagt længe og entydigt. Men vi melder os ikke ind i en blok. Det er ikke det, Danmark har brug for og slet ikke i en krisetid som denne.


