Festtale til Ingeniørens kvinder 1997

Jeg vil gerne starte med at takke for indbydelsen til denne fest. Det blev jeg temmelig stolt over, da jeg blev opfordret til det. Der er nu noget helt specielt når ens egne beder en om noget.

Til gengæld må jeg bekende at panikken meldte sig jo tættere vi kom på dagen. For så nærmest at toppe her på det seneste. Det var ganske enkelt langt sværere end jeg havde regnet med. Jeg mener, at da man fejrede de kvindelige læger i 1985 skete det unægtelig med pomp og pragt og stort ståhej. " Århundreds jubilæum for kvindelige læger" blev det kaldt. Som de kvindelige læger selv skriver, det blev fejret med maner. Der blev udgivet en bog om kvindelige læger historie her i landet " I Nielssines Fodspor - kvindelige læger gennem hundrede år. Men også en festreception på Københavns universitet med udgivelse af et jubilæumsnummer af ugeskrift for læger og flere andre begivenheder. Det siger sig selv, at hendes majestæt Dr. Margrethe var tilstede, universitets rektor, samt forskellige andre honoratiores.

Det siger selv at det naturlige spørgsmål er, hvorfor ikke samme ståhej når det er de kvindelige ingeniører der bliver hundrede år.

Forklaringen er ganske logisk. De kvindelige ingeniører eksisterede nemlig slet ikke indtil for 9 år siden. Dette er derfor ikke en 100 års festtale men en 9 års - og det er en ganske anden sag. Når det først er en 9 års dag skyldes det muligvis at der tilsyneladende ikke været nogen modstand mod kvindelige studerende på læreanstalten. Måske fordi Københavns universitet år forinden havde givet adgang for kvinder og de der studeret fysik og kemi fik undervisning på læreanstalten. Det gik derfor også meget stille af da de to første kvindelige ingeniører blev færdige som kemiingeniører i januar 1897. I Ingeniøren nr. 7 1897 er sagen kun ofret et par linjer.

Men det bedste bevis på vores manglende eksistens er nok, at da dansk Ingeniørforening der blev dannet i 1892 i 1899 skulle tage spørgsmålet om kvinder på dagsordenen indledte møntmester Poulsen diskussionen med at mene, at ordet "mænd" i foreningens love meget vel kan betyde "kvinder" og at kvinder efter loven derfor kan optages. Forsamlingen var enig med den ærede taler. Dog kunne beslutningen først træffes på den følgende generalforsamling. Der forlyder ikke noget om at den ikke blev gennemført.

Derfor kan T. Morsing i 1992 ved Ingeniørforeningens 100-års jubilæum også roligt kalde den de ansete mænds fagforening. At vi skulle være som mænd afspejler sig også ved forskellige lejligheder, da den nye polytekniske læreanstalt blev bygget i 1888 - det må være den på Sølvtorvet - Thomsens dens direktør. Han modsatte sig, at der ved indretning af toilet og omklædningsrum blev taget hensyn til at der kunne være kvinder blandt de studerende. Øjnene skulle være lukket overfor denne mulighed. Først 16 år senere blev de første lokaler specielt for kvinder indrettet. Jeg kender ikke noget til, hvordan kvinderne i den mellemliggende periode klarede sig. Der blev dog uddannet nogle stykker. Så de må jo havde fundet en vej. Men der var i hvert fald helt frem til Lundtofte sletten - længere at gå for kvinderne. Jeg kan huske hvor forarget jeg var over at kvinderne skulle rende meget længere end mændene. Eksaminationstiden var jo den samme.

At vi helst ikke skulle være synlige afspejler sig også i påklædningen. Ikke at vi som i vore dage kunne få lov til, at gå i mandetøj. Eksempelvis fortæller en af mine kvindelige medkollegaer om, hvordan hun blev mødt da hun blev ansat hos fabriksingeniør Grethe Jensen. Måske nogen af Jer har set hende, håret stramt tilbage med knold i nakken. Hun udtalte om på klædningen, at bukser gik man naturligvis ikke i. Og med hensyn til tøjet tilstræber jeg en påklædning, så hvis nogle bagefter spørger - hvad havde hun på - ville de ikke kunne huske det.

Adskillige af Jer på min alder må have haft tilsvarende oplevelser med påklædningen. Jeg kan huske at jeg på mit første ansættelsessted, hvor jeg blev ansat som teknisk sekretær var det ikke tilladt at gå i bukser. Om det direkte blev sagt ved jeg ikke. Jeg havde en ret utraditionel chef, som jeg skal vende tilbage. Hvad han derimod bemærkede var min røde kjole, som jeg i anledning af jobbet havde anskaffet . Mit første job var nemlig akademiet for de tekniske videnskaber. Dets 600 medlemmer afholdte en række aftenmøde og jeg var som sekretær involveret i en række af dem. 100 mænd og en kvinde. Jeg vil ikke sige det var min første kjole for jeg havde dog haft andre, men jeg må indrømme, at lange bukser var min foretrukne beklædnings genstand. Nogen af Jer må kunne huske strømpeholder mareridtet fra den tid. Til kjolen havde jeg anskaffet et par højhælede sorte sko. Jeg sad så stilfærdigt på stolene på sidelinjen. Og har åbenbart vippet med samme sorte sko. Dette blev påtalt i retning af, at så udfordrende kunne man ikke tillade sig at være. Jeg tænkte ikke over det. Husk på den kvindelige ingeniør eksisterede ikke.

Sådan var det. Og sådan er det stadigvæk. Det er i en sådan en grad ,at da mændene endelig fandt ud af, at man ville adskille mandlige og kvindelige ingeniører i pensionskassen protesterede kvinderne. Der skulle sandelig ikke være forskel. Unisex der er bare os.

( At der så var helt odiøse motiver for at foretage den adskillelse - og det var selvfølgelig det eneste rigtige at vi stemte imod - er en hel anden sag.)

Måske er denne unisex fornemmelse også grunden til at den kvindelige ingeniør tilsyneladende er gift med en kollega og at vi af vores rådgivere anbefales at vælge en tekniker. Den accepterer vores job. Der er ingen forskel.

Spøg til side!

Er denne manglende forskel ensbetydende med en realitet, at der så ingen problemer er. Nej selvfølgelig ikke. Statistikken taler sit klare sprog. En kvindelig ingeniør er cirka 32 år. Sandsynligvis kemi- eller bygningsingeniør. Relativt nyuddannede, gift eller samboende med en kollega, har børn i institutionsalderen og dobbelt så ofte ramt af ledighed, som sine mandlige studiekammerater. De kvindelige ingeniører er stadig en minoritet i Ingeniørforeningen. Kun 11% tegner vi os for. Sammenligner vi os med Dansk Jurist- og Økonomiforbund for vi tal på 40%, mens 32% af den almindelige danske lægeforening er kvinder. Ledigheden for ingeniørerne cirka 6% for mændene og 12% for kvinderne. Med den ledighedsprofil er der måske ikke noget at sige til kvindernes tøven. Unisex har sin begrænsning. Der var og er alligevel en forskel og ikke til gavn for kvinderne. Og endda større forskel end der er i de andre grupper der er i de øvrige grupper på arbejdsmarkedet.

Og mon ikke denne statistik kan suppleres med en lang række personlige betragtninger hvor vi alle har været ude for absolut ikke at blive betragtet som totalt kønsneutrale. Og nu tænker jeg ikke på det gode.

Min ansættelsessamtale den gang for mere en 30 år siden var den gang selvfølgelig overhovedet ikke usædvanlig men findes nok også i dag. Jeg blev spurgt om mine ønsker om at blive gravid. Jeg var på det tidspunkt knapt 24 år og stod for at skulle giftes så snart jeg var blevet færdig. Jeg sagde, at jeg bestemt ikke havde nogle ønsker om at blive gravid og motiverede det så godt det nu kunne lade sig gøre. Studierne havde været temmelig hårde, fordi min mor havde været syg og døde undervejs og jeg havde skulle tage mig af mine yngre brødre. Min kommende chef konkluderede at jeg nok ikke blev gravid fordi min mand var inde ved militæret.

Efter disse betragtninger tilkaldte han så den ene af de to kvindelige overassistenter der var ansat på stedet. De var henholdsvis 50 og 60 år, sådan oplevedes det. Måske var de bare 40 og 50 år. Den yngste af dem som var blevet holdt i et utroligt ansættelsesforhold af den ældste indtil han tiltrådte. Han ville derfor sikre sig, at hun kunne acceptere at der kom en kvindelig ingeniør. Direkte forespurgt om hun kunne det svarede hun nej, hvorpå han ansætte mig. Vi arbejdede dengang hver anden lørdag og han ræsonnerede, at det nok var bedst at jeg tilbragte lørdagene med den skrappe. Og altså ikke med hende der var blevet undertrykt. Det hører med til historien at den undertrykte og jeg senere fik det bedste forhold. For alvor satte jeg mig i respekt ved at troppe op en lørdag, hvor der var den store samling af papirer til en diverse rapport. Det var dengang i stencileringens tid. Papirerne lå i bunker rundt og man gik rundt omkring bordet for at samle dem sammen 10 sider af gangen. Den forløsende bemærkning var, ja, man kan nu alligevel godt se at hun er ingeniør.

Det hører også med til historien, at min chef mødte ret sent og at de øvrige mænd der var ansat gjorde tilsvarende.

Jeg blev ansættelsen spurgt om jeg kunne tænke mig at møde tidligt om morgen. Når nogle af alle disse medlemmer af akademiet for de tekniske videnskaber ringede, så var det ikke hensigtsmæssigt hvis de ikke kunne få en ingeniør i telefonen om morgenen. Jeg svarede henrykt ja. Ikke fordi jeg er et specielt morgenmenneske. Men jeg havde nu engang vænnet mig til at stå op om morgenen og gå på læreanstalten. Hvad jeg ikke havde regnet ud var, at når jeg mødte om morgenen havde jeg selvfølgelig en udmærket tid for mig selv med de kvindelige assistenter. Når min arbejdsdag var slut ved 4- 5 tiden, så vil jeg ikke sige de andres ikke var begyndt. Men den var dog ikke mere end 5-6 timer gammel. Og da sad de så om aften ofte med en vis råhygge. Hvis jeg ikke forlængede min arbejdsdag var jeg med andre ord helt uden for det. Min chef havde nok turde ansætte den første kvindelige ingeniør. Men han havde sikret sig at hun ikke skulle spolere det gode selskab senere på dagen. Eller så skulle det i hvert fald ske uden for hendes arbejdstid.

Men jeg skylder ham megen tak for den oplæring jeg fik. Og det mener jeg faktisk ikke spor ironisk. Det var den hårde skole. Han kastede alle sine ansatte direkte ud i arbejdet. Og det lærte vi utroligt meget af.

Men det er ikke alle mænd der er lige villige til at ansætte kvinder. En lille statistik, som en kvindelig kollega har lavet på et af DTU's institutioner viser meget tydeligt at der hvor der er kvinder, er der, hvor der er en kvindelig chef. Hun er garanteret kun blevet kvindelig chef fordi man ikke har kunnet komme uden om hende.

Hvis vi kikker på vores forbilleder, altså de kvindelige, det er ikke kun ingeniørerne, er det nok karakteristisk for dem at de ikke blot tog deres uddannelse, men de blev også kvindesagskvinder efterfølgende. Mit eget forbillede, som jeg har skrevet om i Ingeniørens ugeblad, nemlig den tredje kvindelige ingeniør Julie Ahrenholdt, blev ikke blot fabriksingeniør og bevægede sig rundt mellem halvnøgne mænd, men blev også kendt som en meget skrap taler, som ofte lå i diskussion med Georg Brandes. Hun gjorde op med myten om, at kvindens plads er i hjemmet ud for den argumentation om, at når ca. 30% af det samlede antal kvinder i landet er beskæftiget i lønnede erhverv er og bliver det en illusion. Hun mente ligeledes " det huslige arbejde er nu som levevej ikke lokkende for en virkelysten og fremadstræbende ungdom" - ikke på grund af sin art men på grund af sine fremtidsudsigter - og hun førte også en kamp for forbedrede vilkår for telefonistinderne. For hun mente ikke at de små solstråler kunne leve af ingenting - det mente mændene.

Nu ved jeg godt at de unge kvinder i vore dage mener, at kvindesagen er vundet. Jeg vil vove den påstand at det er den aldeles ikke. I hvert fald ikke hvis vi ikke opfører os nøjagtig som mænd. Slet ikke hvis vi fastholder at vi gerne vil have den fulde barselsorlov for slet ikke at tale om en forældreorlov. Og vis vi kikker på det syn Julie Ahrenholdt havde på arbejdet og ægteskabet lades der faktisk meget tilbage at ønske. Hun sagde nemlig om sit arbejde: Naturligvis har jeg meget at gøre. Men jeg har jo den for en kvinde dertil lige er husmor den store fordel, at jeg kan lægge mit arbejde på det tidspunkt jeg selv vil. Tænk om vi I vore dage kunne nå så langt.

Om ægteskabet sagde hun: Ægteskabet vil blive et forhold af helt personlig art mellem to mennesker løst fra trangsmæssigt forpligtelser, et sted hvor man samtaler, danser og radiolytter , hviler, sover, men ikke arbejder. Der er nok ikke ret mange moderne børnefamilier der kan nikke genkendende til den situation.

Hvordan vil så mon gå, hvis vi begynder at blande os i debatten med kvindepolitiske synspunkter ud over de familiemæssige, altså det at vi er kvinder og også synes vi skal have børn.

Lægekvinder gør det, men vi ingeniørkvinder gør det faktisk yderst sjældent. Det er som helhed ikke os der deltager i debatten om ingeniørpolitikkens fremtid. De kvinder der i 60´erne prøvede at finde alternativer til den eksisterende vækstfilosofi var ikke ingeniører. Det er måske derfor vi ikke er nået så meget længere end til hønsestrik og det radisedyrkende landbrug. Hvis det er det eneste bidrag til samfundet kvinderne kan komme med kan det egentlig være det samme. Vi mangler endnu at komme med vores bidrag til højteknologiske vision med udgangspunkt i dagens realiteter.

Ikke alle skal naturligvis være samfundsdebattører og kvindepolitikere, men bare en lille smule mere bevidsthed ville være dejligt. Hvorfor i alverden skal det kun være mænd der bygger fremtiden. Kvindelige ingeniører kunne nu godt blande sig noget mere. Det kunne faktisk være at den kom til at være lidt bedre. Altså fremtiden. Hvis vi gjorde det.

Så både når det drejer sig om få nogle stærkere placeringer rent arbejdsmæssigt, karrieremæssigt og når det drejer sig om at bidrage til samfundsudviklingen er der en del opgaver tilbage at løse. Og det gør jo så at kvindeudvalget bestemt ikke er blevet overflødigt. Tvært imod står det med meget store opgaver foran sig.

Derfor er det godt at denne dag og aften holdes. Og det er godt at vi også i dag har fået en gudinde, nemlig Promethea. Prometheus mangler sin mage. Har vi på noget tidspunkt været i tvivl, så afkræftes denne af den bog teknisk forlag netop har udgivet med titlen Prometheus vender tilbage om det teknologiske samfund og miljøet. Slår man op på forfatterlisten vil man nøgternt kunne konstatere at den består af 11 mænd og I har gættet rigtigt ingen kvinder. Og måske skulle vi ligefrem lave en pendant til Prometheus vender tilbage. Den måtte så have titlen Promethea kommer - og det er på høje tid.

Lone Dybkjær